Årets skuffelser 2007 og "Iiih hvor vi glæder os til 2008"

Årets skuffelser:

Mika – Life in cartoon motion (ØV, PAP!)
Bright Eyes – Cassapssabummelum (nu strammer du den, Oberst)
Architechture in Helsinki - Places like this (WTF?!!!)
Fountains of Wayne - Traffic & Weather (måske er jeg bare skuffet over de aldrig rigtigt har udlevet deres potentiale)

2007 så generelt uhyggeligt mange indie-favoritter levere middelmådige, og til tider elendige forsøg på at opfølge på fordums tids geni. Jeg nævner i flæng: New Pornographers, Decemberists, Thrills, AIH, Bright Eyes... tag den herfra Indie-Morten...

Ser frem til I 2008:

Nerf Herder IV
Ginger – Market Harbou
Magnetic fields – Distortion (jeg klapper allerede i takt!!!)
The Loved Ones – Build & burn
Hvad end Okkervil kaster fra sig af EP’er osv…
Ny Wolf Parade??!!!!

2008 kunne altså godt tegne til at blive et godt år for musik. Nu skal vi bare lige have hele baduljen til KBH og spille også, så er vi ved at snakke…

Hvad glæder du dig til Morten, udover at kryds-eksperimentere med din seksualitet?

Pitchfuck's 2007 top-50

Jeg har på fornemmelsen at pitchfuck har mistet grebet om musik. Deres årlige top 50 er i hvert fald mere eller mindre noget bras ud fra de albums jeg kender. Men igen, det har været et ufatteligt sløjt år, så det er måske en del af forklaringen. Link

Jøsses:
05: Of Montreal
07: Spoon
19: Feist
22: Okkervil River
27: Arcade Fire


Men men, jeg har stadig til gode at høre Panda Bear og Animal Collectives albums mere end én gang, så dem ved jeg ikke så meget om. Tror dog ikke at de er noget for mig.

Det var et tamt år, det var et skod-år...

I sidste øjeblik blev lyset i mørket slukket af, at jeg opdagede at The Format - Dog Problems var en 2006 udgivelse... argh, og her skulle jeg lige til at hædre det som årtiets power-pop værk. At det derfor blev Okkervil Rivers seneste udgivelse der istedet rendte med topplaceringen, er desværre meget sigende for dette album-år.

Årets Bedste

Okkervil River - The Stage Names

Var aldrig helt den plade jeg håbede på, men har så mange stærke numre, at jeg ville lyve overfor mig selv, hvis jeg pegede på andre udgivelser. Koncerten i Toronto var som sædvanlig fantastisk. Læs anmeldelser af pladen på denne blog. I dag synes jeg nok at visse af numrene er overproducerede, men det er stadig ikke nok til at distrahere fra Will Sheffs ikoniske indie-poptalent.

Som også set nedenfor blev dette altså året hvor jeg ikke blev overrasket, og måtte læne mig op ad udgivelser af mine yndlingssangskrivere, der aldrig rigtig kan gøre noget forkert, men heller ikke har leveret materiale der tilsvarer deres normale standard. Set i forhold til 2006, hvor der blev udgivet 8-9 plader der ligger på min personlige top 100 nu, er dette jo også svært at leve op til...

De andre:

Ginger - Yoni (Ginger kan som sædvanligt ikke røre ved noget, uden at gøre det til poprock-guld, lider dog som sædvanlig af produktionsmæssige skævheder hist og her)
The Wildhearts – The Wildhearts (tilbage til formen, - næsten, men det er et værdigt forsøg, og pladen skal spilles meget højt på et godt anlæg når jeg får muligheden)
Gogol Bordello – Super tarantula (de mest syng-med venlige sange er samlet her, fanger næsten deres live-energi)
Say Anything – In Defense of the Genre (dobbelt punk-pop opera, ved stadig ikke helt hvad jeg skal synes, men det er sgu tæt nok på!)

Årets overraskelse:
Manic Street Preachers - Send away the tigers (de kan sgu godt skrue en god rock-plade sammen)

Årets ‘jeg er stadig positivt indstillet overfor’
Sunset Rubdown - Random Spirit Lover (øøøhhh, jeg tror jeg forstår hvad det er han prøver hårdt på at ingen skal forstå)
Beirut - Flying cup boy et eller andet... (Orkestermusik på den fede, balkanagtige måde, næsten for stilrent - jeg ved aldrig helt om jeg lytter til indie- eller til østeuropæisk bryllupmusik)

Radiohead - In Rainbows

Årets skuffelser

The Fiery Furnaces - Widow City: Deres koncert i vega var desværre præget meget af dette album og det trak gevaldigt ned.

Band of Horses - Cease to Begin: For emo og for meget "la la la"-omkvæd og tuderi. Men han kan alligevel noget med den stemme.

Andrew Bird - Armchair Apocrypha: Altså, den er bestemt ikke dårlig, blot dårligere end De Mystiske Æg-pladen.

Ryan Adams - Easy Tiger: Jeg vil have sørgelig, sørgelig country, og så disker han op med en gang countryrock. Det går ikke, selvom det er et par gode numre på. Koncerten var desværre AAAALT for præget netop at de nye sange og lyden på disse. Han er ved at blive døv proklamerede han. Mister hørelsen.

Spoon - Ga Ga Ga Ga: Lortetitel, grimme sangtitler, kedelig lyd og repetition af for gammelt materiale. Gaaab.

of Montreal - Hissing Fauna, Are You The Destroyer?: Aaaalt for "lalalalalalallalALALALALALAL"-lalled og synth'ed. Koncerten på Loppen var også 1/5 så god som den fuldstændig fantastiske koncert på Huset. (Violinerne spiller og jeg siger "og det var jo før de blev kendte og spillede for et udsolgt Loppen").

Jesse Sykes & The Sweet Hereafter - Like, Love, Lust & The Open Halls Of The Soul: Ikke at du ved hvad det er, men det er bare ikke så godt som debuten, som er en fantastisk alt.country-skive. Wow en stemme, og så ligner hun lidt en (smuk) heks. Så hende i Malmö.

Arcade Fire - Neon Bible: OK, oven på den debut kan de ikke lave andet end et halvkedeligt album. Sangene derfra trak - som det eneste - ned på årets Roskildekoncert. Fuck de gamle numre var uendelig fede live!

Great Lake Swimmers - Ongiara: Slet ikke nær så vedkommende, bevægende og sørgeligt som de to første. Bare for kedelig, selvom det er ok.

Wilco - Blue Sky Blue: Det er den her gammelmands-countryrock jeg ikke er gammel nok til endnu. Gider ikke guitarsoli.

Marissa Nadler - Aongs III: Bird on the Water: Ikke at du kender det her heller, men det bliver en tand for kedeligt oven på den to skide gode og MEGET interessante tidligere albums. Så hende i Malmö hvor hun desværre var syg og knap kunne synge. Så fik hun en stribe whiskey-shots og så gik det bedre, men det blev alligevel kun til en halv koncert - i mere end en forstand.

Okkervil Emoriver - The Stage Names

The Thrills - Teenager: Men det vidste vi jo godt allerede dengang vi hørte sophomore-albummet.

Modest Mouse - We Were Dead Before The Ship Even Sank: Råbemusik uden nerve eller interessante melodier. Musik for masserne.

2007 - en sløj årgang

2005 og 2006 er i min indie-kalender nogle fantastiske årgange, hvor der ikke var mangel på fantastiske albums der virkelig rykkede i banditten. 2007 lader til at blive et meget fattigt år, desværre. Lige umiddelbart kan jeg kun komme i tanke om en håndfuld albums eller to der er værd at nævne som årets bedste. Nogle af dem er fem gange bedre end andre, men har alligevel kvaliteter der hæver dem over gennemsnittet:

Årets bedste
The National - Boxer (årets koncert på Roskilde, rigtig god koncert i Amager Bio, selvom den manglede det sidste - sikkert pga. dårlig lyd.)










Andre gode (i tilfældig rækkefølge):
The Twilight Sad - Fourteen Autumns & Fifteen Winters (super fede på Roskilde (we've never played in front of so many people" sagde han foran en 50-100 mennesker, rigtig god opvarmning til Beirut (WTF?) og super 45min på Loppen. Det er stærke sager, THOR!!)
Suzanne Vega - Beauty & Crime
Bill Callahan (Smog) - Woke on a Whaleheart
Richmond Fontaine - Thirteen Cities (hyggelig, men lidt for country-rocket Vega-koncert)
Rufus Wainwright - Release The Stars
Interpol - Our Love To Admire (rimelig god koncert i Vega)
Radiohead - In Rainbows
Castanets - In the Vines
Beirut - The Flying Club Cup (rigtig god Roskilde-koncert, men piiiiiinligt i Vega)
Holly Golightly & The Brokeoffs - You Can't Buy A Gun When You're Crying (og skide hyggelige koncerter på Loppen og Roskilde)
Blonde Redhead - 23
Shearwater - Palo Santo: Expanded Edition

Nu sidder jeg ikke hjemme foran mediecenteret som viser en grafisk oversigt over alle albums fra 2007, så jeg har måske glemt et par stykker, men listen er vel nogenlunde i den stil. Var det er godt år for skod-musik, Thor?

Fløjlsblød popmusik

Når jeg ikke lytter til musik bestående af en forvirret mand der banker på råt, dødt kød, ja så hører jeg faktisk også den mest ligetil gang popmusik (ikke at forveksle med letbenet pop). Lise kan slet ikke forstå hvad der sker for mig nogen gange, for det virker som om jeg går fra den ene ekstrem til den anden. Lige i øjeblikket er jeg optaget af Suzanne Vegas "Beauty & Crime". Første halvdel af albummet er intet mindre end fantastisk, simpel, blød og behagelig (pop)musik. Anden halvdel er god, men slet ikke i samme grad som første halvdel. Melodierne er som skabt til Suzannes sukkersøde stemme. Jeg tror ikke at du vil synes så godt om det for der er ikke meget glam, metal, power eller uptempo over hendes musik, men jeg synes alligevel at du skal give det et lyt eller to - om ikke andet så for at slå fast at jeg ikke kun hører langt ude musik ;-)

Scott Walker - The Drift

Jeg ville ønske jeg var døv.

Thor's Top 100

Saa lykkedes det mig... Det er sgu svaert naar man ikke lige har sin CD-samling ved haanden, men det kan godt lade sig goere. Jeg synes ikke at raekkefoelgen er saerligt retvisende. Det er svaer at sige at den ene plade er bedre end den anden, fordi den er et par pladser foran paa listen. Dog siger en plades ca. placering paa listen en del om hvor meget en plade betyder for mig, og

Der er jo ingen tvivl om at den er MEGET forskellig fra din liste , men vi deler da 7 paa listen, mere end hvad jeg ville have troet...

Here Goes:

1. The Wildhearts – Earth vs. The Wildhearts
2. Silverginger 5 – Black Leather Mojo
3. Marvelous 3 – Ready Sex Go
4. Okkervil River – Down the River of Golden Dreams
5. Tom Waits – Blood Money
6. OST – Rocky Horror Picture Show
7. ELO – Out Of The Blue
8. Hawksley workman – For Him and the Girls
9. Bad Astronaut – Houston We have a drinking problem
10. Ruth Ruth – Laughing Gallery
11.Queen - Queen II
12. Butch walker – left of self centered
13. Bruce Springsteen – Born To Run
14. Honeycrack - Prozac
15. Rick Springfield - Success Hasn't Spoiled Me Yet
16. Rancid – And Out come the wolves…
17. Okkervil River – Black sheep boy
18. Beatles – BEATLES FOR SALE
19. Sambomaster - Atarashiki Nihongo Rock no Michi to Hikari
20. The Living end - Roll On
21. Nerf Herder – How to Meet girls
22. Tom waits – rain dogs
23. Jellyfish – Spilt Mlk
24. Ed Harcourt – Strangers
25. The Pogues – red roses for me
26. Zeke – death alley
27. Nofx – punk in drublic
28. Thin Lizzy – black rose
29. Queen – news of the world
30. The Wildhearts – Coupled with
31. Ginger - Valor decorazon
32. Tom waits - Alice
33. The The - Dusk
34. The Mccrackins – In On The Yolk
35. Buckcherry – Buckcherry
36. Presidents of USA - II
37. The Wildhearts – PHUQ
38. Rancid - Indestructible
39. Wolf Parade – Apologies to Queen Mary
40. The Wildhearts - Fishing for luckies
41. Europe – Prisoners of paradise
42. Butch Walker – This is me, Justified
43. ELO – Discovery
44. Okkervil River – The Stage Names
45. The Darkness – permission to land
46. Waltham - Waltham
47. Ska-P – ¡¡Que Corra La Voz!!
48. Elton John – Yellow Brick Road
49. Ryan Adams – Rock and Roll
50. Bright Eyes – Im wide awake its morning
51. Butch Walker – Letters
52. Hawksley Workman – The Delicious Wolves
53. Hellacopters – By The Grace Of God
54. Say anything – Is a Real Boy
55. Sonata Arctica - Silence
56. Legendary Shack Shakers - Pandelerium
57. Ed Harcourt – The Beautiful lie
58. Okkervil River – Don’t fall in Love with…
59. Flogging molly – drunken lullabyes
60. Weezer - Pinkerton
61. Lagwagon – Plaidinum
62. The Pogues – Rum Sodomy and Lash
63. Supergrass – In it for the money
64. ACDC – Let there be rock
65. Mr. T Experience – Love is dead
66. The Ataris – So long astoria
67. Dropkick Murpy’s – Sing loud, sing proud
68. Queen – live at the Hollywood bowl
69. Magentic fields – 69 love songs
70. The Living End – Modern artillery
71. Andrew wk – I get wet
72. Gluecifer – Authomatic Thrill
73. Sufjan Stevens - Illinoise
74. Loved Ones – Keep your heart
75. Beatles – Sgt peppers lonely hearts club band
76. Communiqué – Poison arrows
77. Queen – A day at the races
78. Radiohead – The bends
79. Minus story – No rest for ghosts
80. AC/DC – High Voltage
81. Cheap Trick – Heaven tonight
82. Randy – THE BAND
83. Hawksley workman – Lover/Fighter
84. Tom Waits – Bastards, bawlers and brawlers
85. Eminem – Marshall Mathers LP
86. Reel big fish – We Care
87. Ruth Ruth – Right about now
88. Elton john¨- Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy
89. Mike Nicolai – God Fatigue in The Post Atom Age
90. The Wildhearts – The Wildhearts Must be destroyed
91. Smashing - Pumpkins – Meloncollie and the….
92. Van Morrison – Tupelo Honey
93. Drive by truckers – Southern Rock Opera
94. Everclear – So Much For The Afterglow
95. Meat loaf – Bat Out of Hell
96. Malk de Koijn – Smash hit in Aberdeen
97. Les Trois accordes – Grand Champion International de Course
98. Sambomaster - Boku to Kimi no Subete o Rock 'n Roll to Yobe
99. Elbow – Leaders Of The Free World
100. Thin Lizzy - Chinatown

Og et par jeg naesten foeler er noedvendige at naevne>

Nine days - Madding crowd
Green day – Dookie
Muse – Absolution
Gogol bordello – Gypsy punks
Klondyke – Lille vampyr
Dragonforce – Valley of the dead
My chemical romance – black parade
Strokes – room on fire
Shearwater - Winged Life
Nofx: Pump up the valium

Hmmm, det er nok oplagt at vi paa et tidspunkt anmelder hinandens nr.1 (-3)?

Okkervil River Live i Toronto, 21/09-2007

Ok, jeg kryber til korset. Jeg blev pissestiv. Jeg stod i en beruset tågebanke påført af Burbon/Jägermeister shots og alt alt for mange dele-pitchers af Richard's Red Ale og prøvede at indleve mig ordentligt i musikken. Det var i sig selv ikke noget problem, men toppen af oplevelsen var forsvundet fra frontallappen dagen efter, og sunket hen i drukken glemsel.

Ak ak, men helt slemt var det nu ikke, skuffelsen skyldes nok nærmere mine høje forventninger og bevidsthed om Okkervil's energi på scene. Jeg har lyttet tæt til mine tre live bootlegs, som Morten har udstyret mig med, væsentlige mere end nogen af deres plader, og medvirken til to tidligere koncerter har bekræftet at Okkervil frem for alt er et ROCK-band - uanset graden af indielabel-credit og artsy-fartsy artwork.

Jeg socialiserede et øjeblik bagerst i lokalet med de mennesker jeg, ganske egoistisk, havde slæbt med til koncerten, indtil 'Black' sparkede igang hvorefter jeg hurtigt satte min øl, mumlede 'fuck this shit', og hoppede ind i mængden med armene flagrende.

De var i fin form, og højdepunktet var uden tvivl det første encore, 'The President's Dead', hvor der blevet givet godt med sjæl. Derudover fik jeg også en ny, hidtil overset, OR yndlingssang 'No Key No Plan', en publikum B-side yndling(nu også på BAB appendix + BSB deluxe udgave, hmmm...) der er et godt eksempel på den rå energi de udtrykker på scenen. Det er fedt når en koncert kan give nyt liv til sangene. Liveoplevelser kan nærmest være en nøgle til at forstå konjekturen i en sang, når ser kunstneren arbejde med den på scenen. Jeg er i det hele taget gået tilbage til Black Sheep Boy Appendix, og har indset hvor godt det er egnetligt er. Der var også en anden sang jeg havde lignende oplevelse med, men har ikke fundet ud af hvad det var endnu.

De gav som sædvanligt en power-udgave af 'Westfall', og sluttede af med en eksploderende 'JOhn Allyn Smith...'. 'A girl In port' var ligeså smuk og singalong agtig live som jeg havde forestillet mig. Største skuffelse: De spillede ikke en eneste sang fra 'Down The River of Golden Dreams', min favorit plade. Der var ingen 'Blanket & Crib' og 'Ends with a fall', - klassiske live favoritter og de bedste sange Will Sheff nogensinde har skrevet.

Dvs. at jeg stadig mangler den perfekte Okkervil Live oplevelse; I Montreal kendte jeg dem ikke godt nok, I Vega spillede de kun 30 min. til en manglende atmosfære og for et alt for uengageret publikum, og denne gang rider indtrykkene væk fra mig på defekte elektriske impulser der, blokeret af et tæt alkohol-slør, ikke kan finde vej til min hukommelse.

Jeg tænder på ...

... Jenny Lewis. Op i røven med Rilo Kiley's nye album. De to første albums er egentlig ganske fine, nr. 3 kedelig og den nye ... Hendes solo-album er mega charmerende, ligesom fruen selv.

Du vil hade musikken, og sikkert også hende. Thi dit hjerte er for smaat til alt.country (udover Bright Eyes).

Medens vi venter på den nye Wolf Parade...

Så er der nyt på vej fra Sunset Rubdown: http://www.jagjaguwar.com/artist.php?name=sunsetrubdown

Jeg var ikke forelsket i den første plade, men der er altid håbet om et par nye Spencer Krug perler...

Jeg vil se frem til at fordøje de tre nye mp3er over weekenden. JAg-selskabet er jo gode til at lægge de bedste numre op. (Okkervil River mp3erne udgør tilsammen en fin lille greatest hits-EP)

Det 'at høre' musik

Jeg har lige læst denne artikel om konsumering af musik, og den fik mig til at tænke lidt over hvorfor man lytter til musik, og ikke mindst hvordan. Og hvorfor! Det er uundgåeligt at bringe websites som svingninger, diverse anmeldelses-sites, blogs, torrent-sites osv. ind i billedet, da de alle er med til at fylde mere musik og musik-meta på én.

Når det er sagt, så skal det også tilføjes at jeg i dag var ude at kigge på nyt anlæg og højttalere. Det var jeg også for noget tid siden, men nu er økonomien mere holdbar ;). Hold kæft mand jeg glæder mig til at få det i stand. Også sammen med en fladskærm der også er bestilt og et mediecenter der blot venter på fladskærmen. Anlæg og højttalere går i den rigtig retning ift. artiklens pointe, resten den modsatte. Og hvad med mine iPods? Dem forlader jeg jo næsten ikke hjemmet uden!

Det er lidt skræmmende.

Andrew Bird - Okkivil uden EMO

Du fik noget Andrew Bird af mig på Julen '87 dvd'en, og fik Armchair Apocrypha før det. Armchair Apocrypha er ganske god, omend der mangler noget 'ekstra'. Jeg har siden jeg gav dig det album lyttet noget til den tidligere Andrew Bird & The Mysterious Production Of Eggs, og den lader til at være en tand bedre.

Der hvor jeg vil hen er, at Andrew Bird til tider lyder lidt som Okkivil River - uden emo - og dermed også lidt som Shearwater. I stedet for at være hjertensskærende smukt, ømt & inderligt, er det i stedet mere bøsse'd på den ikke-alt-for-overdrevne Rufus Wainwright-agtige måde. Det er godt. Rigtig godt. Prøv at lyt til "Sovay" og sig at det ikke er noget for dig, svanse!

I øvrigt er Release the Stars (Rufus's nyeste) ganske god. Tyskerhömöballadepop!

Men du vil nok aldrig lære at sætte rigtig pris på en sang der tager mere end et par lyt at komme ind på livet af, og som ikke har et ualmindeligt catchy pop-tema el. lignende. Ta' bare Bonnie "Prince" Billy! (I See A Darkness fik i øvrigt 10,0 af pitchfork). Ak ja.

Nå, men hvad siger du egentlig til ham Bird? Jeg vil høre Bonnies mørke. Blev helt tændt på det oven på denne smøre.

Morten vs Thor Part 2

Okkervil River: The Stage Names

Thor's valg. - Opfølgeren på Indie-gennembruddet Black Sheep Boy fra frontmand og pop-helt Will Sheff.

Thor om Okkervil River – The Stage Names

Karakter(er dette virkeligt nødvendigt?): 8 westernguitarer ud af 10

Da “Our life is not a movie or maybe” dukkede op som digital forløber for The Stage Names var jeg mildest talt euforisk. Ikke kun fordi at dette stykke energi-ladede power-pop i sig selv var fantastisk - med sin sjælefulde, iørefaldende melodi i musical-agtige rammer der slægter en films dramatiske udsving, og ikke mindst Will Sheff’s halsforvridende skrål, som de kun før er hørt live – men fordi det lovede om at Okkervil River ville tage deres musik i en retning jeg ikke slet ikke havde turdet håbe på.

- En udvikling der gav mening når man tog mellemspilleren “The President is Dead” fra ”overboard and down” EP’en I betragtning, hvor Okkervil også præsenterede en mere iscenesat fortælling der på lignende vis byggede op mod et orkestralsk klimaks, mens den malede en abstrakt, filmisk episode.

At Will Sheff gik mere teatralske veje - noget meget ulig kunstnere der når forbi deres fjerde plade, særligt hvis de allerede finder deres fanskare blandt den moderne indie-bølge - ville også give god mening givet hans tydelige talent som pop-smed der ikke kan holdes nede af hverken deres stempel som ’indie-band’, eller det dystre, melanskolske ’Black Sheep Boy’ album, som Sheff selv har udtalt var et lidt anstrengt kunstnerisk forsøg.

Jeg kan godt løfte sløret for at forventningerne ikke helt blev indløst. The stage Names var ikke den storladne pop-opera som jeg havde håbet på, og ”Our Life is not…” er uden sammenligning pladens stærkeste nummer. Albummet har ikke nogen dårlige numre, men er stilmæssigt lidt ujævn, og mangler bandets sædvanlige skarphed i produktionen af sangene, da disse til tider kan være en tand for polerede. Andre sange som ‘Savannah Smiles’ og ‘You can’t hold the hand of a rock & roll man’ har deres charme er de under deres sædvanlige standard og lidt for forglemmelige til at være med på en plade der kun indeholder 9 nye sange.

Det sagt, er ’Plus Ones’ en trademark Will Sheff sang - med det typiske hoppende, akkord-drevede vers - og én af de bedste, mest fængende af slagsen han har skrevet. Hvis man derudover kan overvinde den noget atypiske, ordinære rock-servering af både ’Unless it Kicks’, og ’A hand to take hold of the scene’ er disse to stærke emotionelt ladede numre, der viser bandet prøve noget nyt og lykkes med bravour. ’A girl in port’ er det nummer der er vokset mest på mig, og oplagt setlist-materiale, som jeg forventer at stå og synge med på, når jeg skal se dem i Lee’s Palace her i Toronto på fredag…

Det er i det hele taget forfriskende at Okkervil River ikke er bange for at være cheesy i deres kunstneriske udtryk, og gå den vej der føles naturlig for dem. Desværre er lidt af deres uslebne charme gået tabt i forløbet; et tradeoff der næsten er umuligt at balancere.


Nåhja, og så synes jeg at det er sjovt at du, Morten, bedst kan lide ’John Allyn…’ som er der hvor de skifter over i et Beach Boys cover, nemlig ’Sloop John B’ fra Pet Sounds. Det kan være du skulle smutte ud og købe den plade alligevel så, det må jo være noget for dig.
Men jeg er enig med dig, det er et brag af en version de spiller af sangen.

God fornøjelse på Loppen, med den energi de normalt spiller med kommer de til at blæse graffitien af toiletdøren.


Download Okkervil River Mp3'er HER
Hør nyere sange på deres Myspace, indtil http://www.okkervilriver.com/ kommer op at køre igen.

Okkivil River - The Emo Names

Karakter: 3/10
(hint: <50% betyder dumpet)

Dette album bliver alle fanboys' og bloggers "det må jeg bare skrive om og rose til skyerne"-album. Derfor er det meget naturligt at jeg må bryde med lemming-effekten og vise, at der skal mere end en genkendelig melodi til at redde en sang - og et album.

Til at starte men kan jeg liste de gode ting ved albummet:
- deres tidligere LP og EP i Black Sheep Boy-serien.
- bandnavnet
- at der er lavet en demo af albummet med nedbarberede sange, da man vidste at selve albummet var for meget

Og så til de dårlige ting:
- man får ikke lyst til at købe den
- jeg så Thor rave sig selv i skridtet op til flere gange mens vi hørte den på Highway 11 northbound.
- emo i små doser kan være godt (hint: The Good Life's Album of the Year's åbner er fantastisk), men med dette album er smertegrænsen overskredet.
- intet ny frembringes og fokus er på mainstream rocklyd

"Savannah Smiles" kunne være en god sang, hvis ikke den var så kedelig og ikke havde så dumt et navn. Det tætteste vi kommer på en langtidsholdbar sang på albummet. Men Sheff har ikke Meiburg ved sin side, og derfor bliver det aldrig rigtig interessant.

"Plus Ones" har gode takter, (=minder om BSB), men lyder mere som en kopi af end en fortsættelse heraf.

"John Allyn Smith Sails" er OK, da den starter enden på albummet og ikke skriger for meget i ørerne.

Resten af sangene er desværre for homoemo til rigtig at røre ved.

Alligevel står jeg med øl-briller og et stort smil når de spiller på Loppen senere på året.

Morten

Mortens top 100

Den slår din liste, men jeg vil alligevel gerne se din. Måske blot for at konstatere at du hænger fast i 80'erne og 90'erne (tøs).

1 Serena-Maneesh - Serena Maneesh
2 Fiery Furnaces, The - Blueberry Boat
3 Bonnie 'Prince' Billy - Master And Everyone
4 Microphones, The - The Glow Pt. 2
5 Holly Golightly - Slowly But Surely
6 Microphones, The - Mount Eerie
7 Bonnie 'Prince' Billy - I See A Darkness
8 National, The - Alligator
9 Cat Power - Moon Pix
10 Smog - A River Ain't Too Much to Love
11 Mountain Goats, The - Tallahassee
12 Justin Rutledge And The Junction Forty - No Never Alone
13 Spoon - Gimme Fiction
14 Radiohead - Kid A
15 Shearwater - Palo Santo
16 Sufjan Stevens - Come On Feel The Illinoise!
17 Drive-By Truckers - The Dirty South
18 Townes Van Zandt - For The Sake Of The Song
19 Lee Hazlewood - Cowboy in Sweden
20 Yo La Tengo - And Then Nothing Turned Itself Inside-Out
21 Nick Drake - Five Leaves Left
22 Wrens, The - The Meadowlands
23 Tom Waits - Blood Money
24 Stuart A. Staples - Lucky Dog Recordings 03-04
25 Built To Spill - Perfect From Now On
26 Jesse Sykes & The Sweet Hereafter - Reckless Burning
27 Wilco - Being There
28 Joanna Newsom - Ys
29 Ryan Adams - Heartbreaker
30 Woven Hand - Blush Music
31 Arcade Fire - Funeral
32 A.C. Newman - The Slow Wonder
33 16 Horsepower - Folklore
34 Antony & The Johnsons - I Am A Bird Now
35 Bonnie 'Prince' Billy - The Letting Go
36 Grizzly Bear - Horn Of Plenty
37 Strokes, The - Is This It
38 Asa Irons & Swann Miller - Asa Irons & Swann Miller
39 Belle & Sebastian - If You're Feeling Sinister
40 Ben Weaver - Stories Under Nails
41 Modest Mouse - The Lonesome Crowded West
42 Castanets - Cathedral
43 New Pornographers, The - Twin Cinema
44 Of Montreal - Satanic Panic In The Attic
45 Sonic Youth - Daydream Nation
46 Marissa Nadler - The Saga Of Mayflower May
47 Deerhoof - The Runners Four
48 Clientele, The - Strange Geometry
49 Legendary Shack Shakers, Th' - Pandelirium
50 Espers - Espers
51 My Bloody Valentine - Isn't Anything
52 Bonnie 'Prince' Billy & Matt Sweeney - Superwolf
53 Blanche - If We Can't Trust The Doctors
54 Ryan Adams - 29
55 Billy Bragg & Wilco - Mermaid Avenue
56 Band Of Horses - Everything All The Time
57 Beirut - The Gulag Orkestar
58 Half-Handed Cloud - Learning About Your Scale
59 Animal Collective - Feels
60 Interpol - Turn On The Bright Lights
61 Iron & Wine - Our Endless Numbered Days
62 Jeffrey Foucault - Ghost Repeater
63 Decemberists, The - Her Majesty The Decemberists
64 Devendra Banhart - Rejoicing In The Hands
65 Edith Frost - Wonder Wonder
66 Essex Green, The - Cannibal Sea
67 Fiery Furnaces, The - Bitter Tea
68 Yo La Tengo - I Am Not Afraid Of You And I Will Beat Your Ass
69 Blonde Redhead - Misery Is A Butterfly
70 Grizzly Bear - Yellow House
71 Lee Hazlewood - Requiem For An Almost Lady
72 Magnetic Fields, The - 69 Love Songs
73 Marissa Nadler - Ballads Of Living And Dying
74 Tom Waits - Alice
75 Mirah - C'mon Miracle
76 Peggy Honeywell - Faint Humms
77 Decemberists, The - Picaresque
78 Tindersticks - Tindersticks
79 My Bloody Valentine - Loveless
80 Neko Case - Fox Confessor Brings The Flood
81 Neutral Milk Hotel - In The Aeroplane Over The Sea
82 New Pornographers, The - Mass Romantic
83 Shins, The - Chutes Too Narrow
84 Okkervil River - Black Sheep Boy
85 Pavement - Crooked Rain, Crooked Rain
86 Belle & Sebastian - Push Barman To Open Old Wounds
87 Lambchop - Is A Woman
88 Espers - II
89 Bright Eyes - I'm Wide Awake It's Morning
90 Portishead - Dummy
91 Radiohead - OK Computer
92 Ray LaMontagne - Till The Sun Turns Black
93 Richmond Fontaine - The Fitzgerald
94 M. Ward - Transistor Radio
95 Holly Golightly & The Brokeoffs - You Can't Buy A Gun When You're Crying
96 Mountain Goats, The - The Sunset Tree
97 Velvet Underground, The - The Velvet Underground & Nico
98 Interpol - Antics
99 Smashing Pumpkins - Adore
100 Richmond Fontaine - Thirteen Cities

Og så vil jeg lige citere dig:
interessant liste, og interessant at se hvordan Kid A glider længere og længere ned på listen efterhånden...

og så har du gjort plads til sprit-nye the national, Holly Golightly og Jusitn R. forholsvist højt på listen... er det ikke lidt drastisk?

Jeg er da stolt over at have introduceret dig for to af pladerne (det var den gang du stadig lyttede til mig): Blood Money og Okkervil, som samtidig også er de eneste to plader vi ville dele i en top 100!!! (aaaah måske Bright Eyes, Alice og Sufjan - som jeg faktisk også præsenterede for dig!)

De nye plader er "vovede", hvis man kan sige det om plader man har hørt ufattelig mange gange. Dem du nævner er dog stort set ligeså "gamle" i min pladesamling som de andre på listen, så det giver ikke rigtig mening at sige.

At påstå at du har introduceret mig for Tom W er tæt på at være sjovt. Jeg mener, hvor længe havde jeg kunne have dyrket musik uden at høre mandens musik?

Sufjan spillede du, ganske rigtigt, men jeg husker lige så tydeligt som jeg husker de fuckups jeg boede med på det tidspunkt at du var chokeret over at jeg kendte Sufjan før du satte cd'en på! Hæhæ gnæk gnæk.

Morten vs. Thor Part 1

Shearwater - Palo Santo

Mortens valg - Seneste Skive fra Jonathan Meiburg's indie-folk/rock Projekt.

Thor om Shearwater – Palo Santo (Extended Edition)

Kære Morten,

Jeg tror allerede du ved hvad der for mig er et primært savn ved den nye Shearwater plade… Hvor er Will Sheff? Mine favoritter fra tidligere plader er uden tvivl mange af hans umisgenkendelige, catchy og bouncy indie-pop sange; - her er der ingen ’The convert’ eller ’A makeover’, der bar Mr. Sheffs trademark up-tempo, vokale dans over sine hurtige akkordskift, - og ind-i-helvede iørefaldende karakter.

Ja, disse er savnet, men fra et kunstnerisk synspunkt er det i dette tilfælde nu et urimeligt savn; det svarer til en 9-årig knægts ønske om pomfritter til hvert eneste måltid, uden at sætte pris på den æstetiske helhed.

Og helheden på Palo Santo beviser i den grad at Shearwater er Jonathan Meiburg’s projekt. Væk er Will Sheff’s travle melodier der oftest lige så godt kunne høre hjemme på en Okkervil River plade, og efterladt er Meiburg's smukke underspillede kompositioner der siden Winged Life har tigget om at stå alene i et mere helstøbt koncept som Palo Santo.

Hans vokal er grædende men kraftig, og betror sig langt mere på at trække tonerne ud over pladens simple, vemodige melodier, der til tider minder mig om præste-hymner sat i en moderne kontekst. Kombineret med en meget klassisk brug af klaver, banjo og guitar iscenesættes en autentisk folk-lyd, tilsat skudefulde af melankoli, sjæl og rock.

Jeg ser det også relevant at kommentere på at denne plade er en opdateret udgave af det oprindelige album udgivet sidste år. For mig beviser det hvad en god produktion kan gøre. At noget ikke er ’lo-fi’ betyder ikke nødvendigvis at det er ’glatpoleret’ eller tager fokus væk fra selve sangen. Skivens absolout stærkeste nummer, ’Red Sea, Black Sea’, har aldrig lydt så fucking godt som i dets nyeste inkarnation. En sang med så meget energi er bedre tjent at være iklædt en rummelig lyd der bringer orkestrationen frem i billedet, - og tilsvarer sangens styrke. Det har Meiburg også indset, og derfor var det blandt de numre der blev genindspillet, sikkert for at gengive lyden fra deres live-optrædener.

Med stort opslåede sange som ’Red Sea…’(01:59 inde i sangen er et klimaks der SKAL høres), og ’Johnny Viola’, der begge buldrer af sted i faretruende tempo, viser han sit stærke talent for fængende rock-orgier, mens de to himmelsk skramlende ’Seventy-four, Seventy Five’ og ’Hail Mary’ er befriende i deres vrede intensitet. På ballade-siden er ’La dame et la licome’ et stærkt åbningsnummer - og et perfekt eksempel på Shearwaters kærlighed (og talent for) at lade sangenes momentum bygge langsomt, men effektivt op – mens ’Nobody’ er en simpel men genial lille fængende perle med et smukt guitar tema.

Det sagt, har Shearwaters bedrifter på denne plade ikke resulteret i en ny favorit for mit vedkommende, da hans minimalistiske sangskriveri i mine øjne altid har været et Hit eller Miss. Det vil sige at alle de sange jeg ikke har nævnt finder jeg røvkedelige.

Det er sjældent nok at gengive en specifik lyd eller følelse i en sang, melodien skal følge med; og der er ikke meget melodi at hente i disse sange. Hvor blidt, intenst eller oprigtigt Meiburg end synger dem er det kedeligt, ofte med lange repetitive sekvenser. ’Sing little birdie’ er f.eks. ganske unik og et udmærket forsøg på en tidsløs ballade, men er i sidste ende bare en kontinuer gentagelse af samme monotone vers. Det samme gælder ’Failed Queen’ hvor der absolut intet sker på de seks minutter sangen varer; - jeg har svært ved at se hvordan de to liniers melodi skal kunne stimulere nogen mennesker. Ja, det lyder godt, og skide smukt, men det gør fuglesang og børnelatter også.

- Nåhja, og så er du bøzz'...

Morten om Shearwater – Palo Santo (Extended Edition)

Det var et genialt træk af Jonathan Meiburg at udgive en extended edition af den i forvejen fremragende Palo Santo, som tog mig med storm i 2006 og som nåede ret højt på min årsliste (hemmelig). I den udvidede udgave er cd 1 nye udgaver af de oprindelige sange og cd 2 er ekstra sange er extra alternative udgaver af de originale sange. Generelt er produktionen blevet bedre, og lyden fyldigere og længere fremme i lydbilledet. Jeg er ikke klar over om jeg allerede har tabt Thor her – manden går jo stadig i skole i en alder af 33 år.

Det originale album kræver meget af lytteren før det falder på plads, og der er kun sket lidt i retning af at gøre albummet mere tilgængeligt i den udvidede udgave. Der er kommet lidt mere tempo og på åbneren kan man rent faktisk høre hvad Meiburg synger uden at blive blæst omkuld når instrumenterne sætter ind.

Mange folk har forstået at banjo er sagen, dog ikke Thor. Han lever i en verden jeg selv befandt mig dårligt i som teenager, hvor fordomme om hvad musik er, og hvordan instrumenter der er blevet tævet ihjel i radioen rent faktisk kan lyde himmelsk. Banjoen er forstærket på ”Red Sea, Black” og det er måske en lille detalje for nogen, men et stort skridt for Shearwater i den rigtige retning. Selv Stewie har fattet det:

Et andet rigtig fint træk ved albummet er i øvrigt, at Meiburg har smidt knaldperlen fra Okkervil River, Will Sheff, ud af bandet for at kunne koncentrere sig ordentlig om den nye og klart mere interessante lyd. Okkervil River har lavet 1½ godt album, resten er dødsygt. Thor, du holder jo af kedelig musik, så jeg ved at vi ikke er enige her. Tag bare den nye Okkervil River. Det står meget klart hvem af de to drenge der har trukket det længste strå.

Man skulle tro at Thor ville elske albummet så højt som de fortjener, for den teatralske fremførelse af numrene er i højsædet. Numre som ” Red Sea, Black Sea”, ” Seventy-Four, Seventy-Five” og ”Johnny Viola” er tilmed up-tempo og meget catchy. Ja, albummet er nærmest indie-udgaven af Antony and the Johnsons I am a Bird Now, og hvem kan ikke lide et album med mindst et par homoer på?

Samlet set får den et stort 10-tal på den gamle karakterskala. Og truckeren hér har selvfølgelig også bestilt den i en 2xLP udgave. Hell yeah!

Velkommen til Morten vs. Thor

- Vær vidne til et megalomanisk orgie af ucencureret musiksnobberi!!

Morten og Thor bringer hermed deres musikdiskussioner til skue for den almene pøbel. Den ene er en outreret indie-freak, den anden dedikeret til triviel pop-rock og glam, - og bloggen udgør areanen for deres episke verbale battle om den bedste musiksmag.

Temaet er simpelt: Morten og Thor skiftes til at vælge en plade, hvorefter de begge lytter den grundigt igennem og anmelder den her på siden. Herefter er det åbent for debat, og der bliver ikke lagt fingre imellem...

Spillerne:

Morten
Morten opdagede at der var mere ved musik for ca. tre år siden, og har siden udvidet sin samling med 400+ cd'er og et par hundrede vinyler. I den periode har hans kærlighed for eksperimenterende og alternativ musik udviklet sig i en nær-perverteret grad, samtidig med at hans tolerance for alt mainstream er dalet voldsomt; - En plade er bedst hvis den er optaget live i en afsides hytte på en gammel båndoptager, og bliver kun bedre hvis den har en god 12-minutters sav-solo. Morten ville ikke kunne kende en god popsang selvom den byggede rede i hans overskæg, og kategoriserer al dårlig musik som 'sådan noget der bliver spillet i radioen'.

Han er desuden aktiv på musiksnobbernes Mekka, Svingninger, og ville ønske at Pitchfork Media var hans far.

Morten fælder en tåre til Fiery Furnaces, The Microphones, Bonnie 'Prince' Billy, Smog og Serena-Maneesh. Det burde du også, hvis du ikke er ignorant.

Thor

Thor har samlet på plader siden han kunne tørre sig selv ordentligt, og har brugt 4 år af sit liv som kassemandssassistent i en pladebiks. Han er en skamløs sucker for det melodiske, det teatralske, det storladne, det over-dramatiserede, og frem for alt: det poppede.

Thor er skabs-Bon Jovi, har et svagt punkt for Meat Loaf, er dedikeret til Thin Lizzy og lytter til mere corny skandinavisk power-metal end hvad sundt er. Du kan altid lokke Thor ud på dansegulvet til det rigtige disco-nummer.

Thor er også charmeret af den moderne Indie-bølge men rider den pga. de bands der appellerer til det bløde pophjerte, som han mener banker i os alle.

Thor sværger ved The Wildhearts, Butch Walker, Hawksley Workman, Okkervil River og Ed Harcourt. Hvis du ikke kender nogen af dem, har du spildt din ungdom.

- Handskerne er kastet, hold øje med denne blog. Første Album er...

Shearwater - Palo Santo (Extended edition)

SÆÆÆT IGANG

Link