Morten vs. Thor Part 1

Shearwater - Palo Santo

Mortens valg - Seneste Skive fra Jonathan Meiburg's indie-folk/rock Projekt.

Thor om Shearwater – Palo Santo (Extended Edition)

Kære Morten,

Jeg tror allerede du ved hvad der for mig er et primært savn ved den nye Shearwater plade… Hvor er Will Sheff? Mine favoritter fra tidligere plader er uden tvivl mange af hans umisgenkendelige, catchy og bouncy indie-pop sange; - her er der ingen ’The convert’ eller ’A makeover’, der bar Mr. Sheffs trademark up-tempo, vokale dans over sine hurtige akkordskift, - og ind-i-helvede iørefaldende karakter.

Ja, disse er savnet, men fra et kunstnerisk synspunkt er det i dette tilfælde nu et urimeligt savn; det svarer til en 9-årig knægts ønske om pomfritter til hvert eneste måltid, uden at sætte pris på den æstetiske helhed.

Og helheden på Palo Santo beviser i den grad at Shearwater er Jonathan Meiburg’s projekt. Væk er Will Sheff’s travle melodier der oftest lige så godt kunne høre hjemme på en Okkervil River plade, og efterladt er Meiburg's smukke underspillede kompositioner der siden Winged Life har tigget om at stå alene i et mere helstøbt koncept som Palo Santo.

Hans vokal er grædende men kraftig, og betror sig langt mere på at trække tonerne ud over pladens simple, vemodige melodier, der til tider minder mig om præste-hymner sat i en moderne kontekst. Kombineret med en meget klassisk brug af klaver, banjo og guitar iscenesættes en autentisk folk-lyd, tilsat skudefulde af melankoli, sjæl og rock.

Jeg ser det også relevant at kommentere på at denne plade er en opdateret udgave af det oprindelige album udgivet sidste år. For mig beviser det hvad en god produktion kan gøre. At noget ikke er ’lo-fi’ betyder ikke nødvendigvis at det er ’glatpoleret’ eller tager fokus væk fra selve sangen. Skivens absolout stærkeste nummer, ’Red Sea, Black Sea’, har aldrig lydt så fucking godt som i dets nyeste inkarnation. En sang med så meget energi er bedre tjent at være iklædt en rummelig lyd der bringer orkestrationen frem i billedet, - og tilsvarer sangens styrke. Det har Meiburg også indset, og derfor var det blandt de numre der blev genindspillet, sikkert for at gengive lyden fra deres live-optrædener.

Med stort opslåede sange som ’Red Sea…’(01:59 inde i sangen er et klimaks der SKAL høres), og ’Johnny Viola’, der begge buldrer af sted i faretruende tempo, viser han sit stærke talent for fængende rock-orgier, mens de to himmelsk skramlende ’Seventy-four, Seventy Five’ og ’Hail Mary’ er befriende i deres vrede intensitet. På ballade-siden er ’La dame et la licome’ et stærkt åbningsnummer - og et perfekt eksempel på Shearwaters kærlighed (og talent for) at lade sangenes momentum bygge langsomt, men effektivt op – mens ’Nobody’ er en simpel men genial lille fængende perle med et smukt guitar tema.

Det sagt, har Shearwaters bedrifter på denne plade ikke resulteret i en ny favorit for mit vedkommende, da hans minimalistiske sangskriveri i mine øjne altid har været et Hit eller Miss. Det vil sige at alle de sange jeg ikke har nævnt finder jeg røvkedelige.

Det er sjældent nok at gengive en specifik lyd eller følelse i en sang, melodien skal følge med; og der er ikke meget melodi at hente i disse sange. Hvor blidt, intenst eller oprigtigt Meiburg end synger dem er det kedeligt, ofte med lange repetitive sekvenser. ’Sing little birdie’ er f.eks. ganske unik og et udmærket forsøg på en tidsløs ballade, men er i sidste ende bare en kontinuer gentagelse af samme monotone vers. Det samme gælder ’Failed Queen’ hvor der absolut intet sker på de seks minutter sangen varer; - jeg har svært ved at se hvordan de to liniers melodi skal kunne stimulere nogen mennesker. Ja, det lyder godt, og skide smukt, men det gør fuglesang og børnelatter også.

- Nåhja, og så er du bøzz'...

Morten om Shearwater – Palo Santo (Extended Edition)

Det var et genialt træk af Jonathan Meiburg at udgive en extended edition af den i forvejen fremragende Palo Santo, som tog mig med storm i 2006 og som nåede ret højt på min årsliste (hemmelig). I den udvidede udgave er cd 1 nye udgaver af de oprindelige sange og cd 2 er ekstra sange er extra alternative udgaver af de originale sange. Generelt er produktionen blevet bedre, og lyden fyldigere og længere fremme i lydbilledet. Jeg er ikke klar over om jeg allerede har tabt Thor her – manden går jo stadig i skole i en alder af 33 år.

Det originale album kræver meget af lytteren før det falder på plads, og der er kun sket lidt i retning af at gøre albummet mere tilgængeligt i den udvidede udgave. Der er kommet lidt mere tempo og på åbneren kan man rent faktisk høre hvad Meiburg synger uden at blive blæst omkuld når instrumenterne sætter ind.

Mange folk har forstået at banjo er sagen, dog ikke Thor. Han lever i en verden jeg selv befandt mig dårligt i som teenager, hvor fordomme om hvad musik er, og hvordan instrumenter der er blevet tævet ihjel i radioen rent faktisk kan lyde himmelsk. Banjoen er forstærket på ”Red Sea, Black” og det er måske en lille detalje for nogen, men et stort skridt for Shearwater i den rigtige retning. Selv Stewie har fattet det:

Et andet rigtig fint træk ved albummet er i øvrigt, at Meiburg har smidt knaldperlen fra Okkervil River, Will Sheff, ud af bandet for at kunne koncentrere sig ordentlig om den nye og klart mere interessante lyd. Okkervil River har lavet 1½ godt album, resten er dødsygt. Thor, du holder jo af kedelig musik, så jeg ved at vi ikke er enige her. Tag bare den nye Okkervil River. Det står meget klart hvem af de to drenge der har trukket det længste strå.

Man skulle tro at Thor ville elske albummet så højt som de fortjener, for den teatralske fremførelse af numrene er i højsædet. Numre som ” Red Sea, Black Sea”, ” Seventy-Four, Seventy-Five” og ”Johnny Viola” er tilmed up-tempo og meget catchy. Ja, albummet er nærmest indie-udgaven af Antony and the Johnsons I am a Bird Now, og hvem kan ikke lide et album med mindst et par homoer på?

Samlet set får den et stort 10-tal på den gamle karakterskala. Og truckeren hér har selvfølgelig også bestilt den i en 2xLP udgave. Hell yeah!