Årets skuffelser 2007 og "Iiih hvor vi glæder os til 2008"

Årets skuffelser:

Mika – Life in cartoon motion (ØV, PAP!)
Bright Eyes – Cassapssabummelum (nu strammer du den, Oberst)
Architechture in Helsinki - Places like this (WTF?!!!)
Fountains of Wayne - Traffic & Weather (måske er jeg bare skuffet over de aldrig rigtigt har udlevet deres potentiale)

2007 så generelt uhyggeligt mange indie-favoritter levere middelmådige, og til tider elendige forsøg på at opfølge på fordums tids geni. Jeg nævner i flæng: New Pornographers, Decemberists, Thrills, AIH, Bright Eyes... tag den herfra Indie-Morten...

Ser frem til I 2008:

Nerf Herder IV
Ginger – Market Harbou
Magnetic fields – Distortion (jeg klapper allerede i takt!!!)
The Loved Ones – Build & burn
Hvad end Okkervil kaster fra sig af EP’er osv…
Ny Wolf Parade??!!!!

2008 kunne altså godt tegne til at blive et godt år for musik. Nu skal vi bare lige have hele baduljen til KBH og spille også, så er vi ved at snakke…

Hvad glæder du dig til Morten, udover at kryds-eksperimentere med din seksualitet?

Pitchfuck's 2007 top-50

Jeg har på fornemmelsen at pitchfuck har mistet grebet om musik. Deres årlige top 50 er i hvert fald mere eller mindre noget bras ud fra de albums jeg kender. Men igen, det har været et ufatteligt sløjt år, så det er måske en del af forklaringen. Link

Jøsses:
05: Of Montreal
07: Spoon
19: Feist
22: Okkervil River
27: Arcade Fire


Men men, jeg har stadig til gode at høre Panda Bear og Animal Collectives albums mere end én gang, så dem ved jeg ikke så meget om. Tror dog ikke at de er noget for mig.

Det var et tamt år, det var et skod-år...

I sidste øjeblik blev lyset i mørket slukket af, at jeg opdagede at The Format - Dog Problems var en 2006 udgivelse... argh, og her skulle jeg lige til at hædre det som årtiets power-pop værk. At det derfor blev Okkervil Rivers seneste udgivelse der istedet rendte med topplaceringen, er desværre meget sigende for dette album-år.

Årets Bedste

Okkervil River - The Stage Names

Var aldrig helt den plade jeg håbede på, men har så mange stærke numre, at jeg ville lyve overfor mig selv, hvis jeg pegede på andre udgivelser. Koncerten i Toronto var som sædvanlig fantastisk. Læs anmeldelser af pladen på denne blog. I dag synes jeg nok at visse af numrene er overproducerede, men det er stadig ikke nok til at distrahere fra Will Sheffs ikoniske indie-poptalent.

Som også set nedenfor blev dette altså året hvor jeg ikke blev overrasket, og måtte læne mig op ad udgivelser af mine yndlingssangskrivere, der aldrig rigtig kan gøre noget forkert, men heller ikke har leveret materiale der tilsvarer deres normale standard. Set i forhold til 2006, hvor der blev udgivet 8-9 plader der ligger på min personlige top 100 nu, er dette jo også svært at leve op til...

De andre:

Ginger - Yoni (Ginger kan som sædvanligt ikke røre ved noget, uden at gøre det til poprock-guld, lider dog som sædvanlig af produktionsmæssige skævheder hist og her)
The Wildhearts – The Wildhearts (tilbage til formen, - næsten, men det er et værdigt forsøg, og pladen skal spilles meget højt på et godt anlæg når jeg får muligheden)
Gogol Bordello – Super tarantula (de mest syng-med venlige sange er samlet her, fanger næsten deres live-energi)
Say Anything – In Defense of the Genre (dobbelt punk-pop opera, ved stadig ikke helt hvad jeg skal synes, men det er sgu tæt nok på!)

Årets overraskelse:
Manic Street Preachers - Send away the tigers (de kan sgu godt skrue en god rock-plade sammen)

Årets ‘jeg er stadig positivt indstillet overfor’
Sunset Rubdown - Random Spirit Lover (øøøhhh, jeg tror jeg forstår hvad det er han prøver hårdt på at ingen skal forstå)
Beirut - Flying cup boy et eller andet... (Orkestermusik på den fede, balkanagtige måde, næsten for stilrent - jeg ved aldrig helt om jeg lytter til indie- eller til østeuropæisk bryllupmusik)

Radiohead - In Rainbows

Årets skuffelser

The Fiery Furnaces - Widow City: Deres koncert i vega var desværre præget meget af dette album og det trak gevaldigt ned.

Band of Horses - Cease to Begin: For emo og for meget "la la la"-omkvæd og tuderi. Men han kan alligevel noget med den stemme.

Andrew Bird - Armchair Apocrypha: Altså, den er bestemt ikke dårlig, blot dårligere end De Mystiske Æg-pladen.

Ryan Adams - Easy Tiger: Jeg vil have sørgelig, sørgelig country, og så disker han op med en gang countryrock. Det går ikke, selvom det er et par gode numre på. Koncerten var desværre AAAALT for præget netop at de nye sange og lyden på disse. Han er ved at blive døv proklamerede han. Mister hørelsen.

Spoon - Ga Ga Ga Ga: Lortetitel, grimme sangtitler, kedelig lyd og repetition af for gammelt materiale. Gaaab.

of Montreal - Hissing Fauna, Are You The Destroyer?: Aaaalt for "lalalalalalallalALALALALALAL"-lalled og synth'ed. Koncerten på Loppen var også 1/5 så god som den fuldstændig fantastiske koncert på Huset. (Violinerne spiller og jeg siger "og det var jo før de blev kendte og spillede for et udsolgt Loppen").

Jesse Sykes & The Sweet Hereafter - Like, Love, Lust & The Open Halls Of The Soul: Ikke at du ved hvad det er, men det er bare ikke så godt som debuten, som er en fantastisk alt.country-skive. Wow en stemme, og så ligner hun lidt en (smuk) heks. Så hende i Malmö.

Arcade Fire - Neon Bible: OK, oven på den debut kan de ikke lave andet end et halvkedeligt album. Sangene derfra trak - som det eneste - ned på årets Roskildekoncert. Fuck de gamle numre var uendelig fede live!

Great Lake Swimmers - Ongiara: Slet ikke nær så vedkommende, bevægende og sørgeligt som de to første. Bare for kedelig, selvom det er ok.

Wilco - Blue Sky Blue: Det er den her gammelmands-countryrock jeg ikke er gammel nok til endnu. Gider ikke guitarsoli.

Marissa Nadler - Aongs III: Bird on the Water: Ikke at du kender det her heller, men det bliver en tand for kedeligt oven på den to skide gode og MEGET interessante tidligere albums. Så hende i Malmö hvor hun desværre var syg og knap kunne synge. Så fik hun en stribe whiskey-shots og så gik det bedre, men det blev alligevel kun til en halv koncert - i mere end en forstand.

Okkervil Emoriver - The Stage Names

The Thrills - Teenager: Men det vidste vi jo godt allerede dengang vi hørte sophomore-albummet.

Modest Mouse - We Were Dead Before The Ship Even Sank: Råbemusik uden nerve eller interessante melodier. Musik for masserne.

2007 - en sløj årgang

2005 og 2006 er i min indie-kalender nogle fantastiske årgange, hvor der ikke var mangel på fantastiske albums der virkelig rykkede i banditten. 2007 lader til at blive et meget fattigt år, desværre. Lige umiddelbart kan jeg kun komme i tanke om en håndfuld albums eller to der er værd at nævne som årets bedste. Nogle af dem er fem gange bedre end andre, men har alligevel kvaliteter der hæver dem over gennemsnittet:

Årets bedste
The National - Boxer (årets koncert på Roskilde, rigtig god koncert i Amager Bio, selvom den manglede det sidste - sikkert pga. dårlig lyd.)










Andre gode (i tilfældig rækkefølge):
The Twilight Sad - Fourteen Autumns & Fifteen Winters (super fede på Roskilde (we've never played in front of so many people" sagde han foran en 50-100 mennesker, rigtig god opvarmning til Beirut (WTF?) og super 45min på Loppen. Det er stærke sager, THOR!!)
Suzanne Vega - Beauty & Crime
Bill Callahan (Smog) - Woke on a Whaleheart
Richmond Fontaine - Thirteen Cities (hyggelig, men lidt for country-rocket Vega-koncert)
Rufus Wainwright - Release The Stars
Interpol - Our Love To Admire (rimelig god koncert i Vega)
Radiohead - In Rainbows
Castanets - In the Vines
Beirut - The Flying Club Cup (rigtig god Roskilde-koncert, men piiiiiinligt i Vega)
Holly Golightly & The Brokeoffs - You Can't Buy A Gun When You're Crying (og skide hyggelige koncerter på Loppen og Roskilde)
Blonde Redhead - 23
Shearwater - Palo Santo: Expanded Edition

Nu sidder jeg ikke hjemme foran mediecenteret som viser en grafisk oversigt over alle albums fra 2007, så jeg har måske glemt et par stykker, men listen er vel nogenlunde i den stil. Var det er godt år for skod-musik, Thor?

Fløjlsblød popmusik

Når jeg ikke lytter til musik bestående af en forvirret mand der banker på råt, dødt kød, ja så hører jeg faktisk også den mest ligetil gang popmusik (ikke at forveksle med letbenet pop). Lise kan slet ikke forstå hvad der sker for mig nogen gange, for det virker som om jeg går fra den ene ekstrem til den anden. Lige i øjeblikket er jeg optaget af Suzanne Vegas "Beauty & Crime". Første halvdel af albummet er intet mindre end fantastisk, simpel, blød og behagelig (pop)musik. Anden halvdel er god, men slet ikke i samme grad som første halvdel. Melodierne er som skabt til Suzannes sukkersøde stemme. Jeg tror ikke at du vil synes så godt om det for der er ikke meget glam, metal, power eller uptempo over hendes musik, men jeg synes alligevel at du skal give det et lyt eller to - om ikke andet så for at slå fast at jeg ikke kun hører langt ude musik ;-)