Ak ak, men helt slemt var det nu ikke, skuffelsen skyldes nok nærmere mine høje forventninger og bevidsthed om Okkervil's energi på scene. Jeg har lyttet tæt til mine tre live bootlegs, som Morten har udstyret mig med, væsentlige mere end nogen af deres plader, og medvirken til to tidligere koncerter har bekræftet at Okkervil frem for alt er et ROCK-band - uanset graden af indielabel-credit og artsy-fartsy artwork.
Jeg socialiserede et øjeblik bagerst i lokalet med de mennesker jeg, ganske egoistisk, havde slæbt med til koncerten, indtil 'Black' sparkede igang hvorefter jeg hurtigt satte min øl, mumlede 'fuck this shit', og hoppede ind i mængden med armene flagrende.
De var i fin form, og højdepunktet var uden tvivl det første encore, 'The President's Dead', hvor der blevet givet godt med sjæl. Derudover fik jeg også en ny, hidtil overset, OR yndlingssang 'No Key No Plan', en publikum B-side yndling(nu også på BAB appendix + BSB deluxe udgave, hmmm...) der er et godt eksempel på den rå energi de udtrykker på scenen. Det er fedt når en koncert kan give nyt liv til sangene. Liveoplevelser kan nærmest være en nøgle til at forstå konjekturen i en sang, når ser kunstneren arbejde med den på scenen. Jeg er i det hele taget gået tilbage til Black Sheep Boy Appendix, og har indset hvor godt det er egnetligt er. Der var også en anden sang jeg havde lignende oplevelse med, men har ikke fundet ud af hvad det var endnu.
De gav som sædvanligt en power-udgave af 'Westfall', og sluttede af med en eksploderende 'JOhn Allyn Smith...'. 'A girl In port' var ligeså smuk og singalong agtig live som jeg havde forestillet mig. Største skuffelse: De spillede ikke en eneste sang fra 'Down The River of Golden Dreams', min favorit plade. Der var ingen 'Blanket & Crib' og 'Ends with a fall', - klassiske live favoritter og de bedste sange Will Sheff nogensinde har skrevet.
Dvs. at jeg stadig mangler den perfekte Okkervil Live oplevelse; I Montreal kendte jeg dem ikke godt nok, I Vega spillede de kun 30 min. til en manglende atmosfære og for et alt for uengageret publikum, og denne gang rider indtrykkene væk fra mig på defekte elektriske impulser der, blokeret af et tæt alkohol-slør, ikke kan finde vej til min hukommelse.