fredag den 28. september 2007

Okkervil River Live i Toronto, 21/09-2007

Ok, jeg kryber til korset. Jeg blev pissestiv. Jeg stod i en beruset tågebanke påført af Burbon/Jägermeister shots og alt alt for mange dele-pitchers af Richard's Red Ale og prøvede at indleve mig ordentligt i musikken. Det var i sig selv ikke noget problem, men toppen af oplevelsen var forsvundet fra frontallappen dagen efter, og sunket hen i drukken glemsel.

Ak ak, men helt slemt var det nu ikke, skuffelsen skyldes nok nærmere mine høje forventninger og bevidsthed om Okkervil's energi på scene. Jeg har lyttet tæt til mine tre live bootlegs, som Morten har udstyret mig med, væsentlige mere end nogen af deres plader, og medvirken til to tidligere koncerter har bekræftet at Okkervil frem for alt er et ROCK-band - uanset graden af indielabel-credit og artsy-fartsy artwork.

Jeg socialiserede et øjeblik bagerst i lokalet med de mennesker jeg, ganske egoistisk, havde slæbt med til koncerten, indtil 'Black' sparkede igang hvorefter jeg hurtigt satte min øl, mumlede 'fuck this shit', og hoppede ind i mængden med armene flagrende.
De var i fin form, og højdepunktet var uden tvivl det første encore, 'The President's Dead', hvor der blevet givet godt med sjæl. Derudover fik jeg også en ny, hidtil overset, OR yndlingssang 'No Key No Plan', en publikum B-side yndling(nu også på BAB appendix + BSB deluxe udgave, hmmm...) der er et godt eksempel på den rå energi de udtrykker på scenen. Det er fedt når en koncert kan give nyt liv til sangene. Liveoplevelser kan nærmest være en nøgle til at forstå konjekturen i en sang, når ser kunstneren arbejde med den på scenen. Jeg er i det hele taget gået tilbage til Black Sheep Boy Appendix, og har indset hvor godt det er egnetligt er. Der var også en anden sang jeg havde lignende oplevelse med, men har ikke fundet ud af hvad det var endnu.

De gav som sædvanligt en power-udgave af 'Westfall', og sluttede af med en eksploderende 'JOhn Allyn Smith...'. 'A girl In port' var ligeså smuk og singalong agtig live som jeg havde forestillet mig. Største skuffelse: De spillede ikke en eneste sang fra 'Down The River of Golden Dreams', min favorit plade. Der var ingen 'Blanket & Crib' og 'Ends with a fall', - klassiske live favoritter og de bedste sange Will Sheff nogensinde har skrevet.

Dvs. at jeg stadig mangler den perfekte Okkervil Live oplevelse; I Montreal kendte jeg dem ikke godt nok, I Vega spillede de kun 30 min. til en manglende atmosfære og for et alt for uengageret publikum, og denne gang rider indtrykkene væk fra mig på defekte elektriske impulser der, blokeret af et tæt alkohol-slør, ikke kan finde vej til min hukommelse.

onsdag den 26. september 2007

Jeg tænder på ...

... Jenny Lewis. Op i røven med Rilo Kiley's nye album. De to første albums er egentlig ganske fine, nr. 3 kedelig og den nye ... Hendes solo-album er mega charmerende, ligesom fruen selv.

Du vil hade musikken, og sikkert også hende. Thi dit hjerte er for smaat til alt.country (udover Bright Eyes).

fredag den 21. september 2007

Medens vi venter på den nye Wolf Parade...

Så er der nyt på vej fra Sunset Rubdown: http://www.jagjaguwar.com/artist.php?name=sunsetrubdown

Jeg var ikke forelsket i den første plade, men der er altid håbet om et par nye Spencer Krug perler...

Jeg vil se frem til at fordøje de tre nye mp3er over weekenden. JAg-selskabet er jo gode til at lægge de bedste numre op. (Okkervil River mp3erne udgør tilsammen en fin lille greatest hits-EP)

torsdag den 20. september 2007

Det 'at høre' musik

Jeg har lige læst denne artikel om konsumering af musik, og den fik mig til at tænke lidt over hvorfor man lytter til musik, og ikke mindst hvordan. Og hvorfor! Det er uundgåeligt at bringe websites som svingninger, diverse anmeldelses-sites, blogs, torrent-sites osv. ind i billedet, da de alle er med til at fylde mere musik og musik-meta på én.

Når det er sagt, så skal det også tilføjes at jeg i dag var ude at kigge på nyt anlæg og højttalere. Det var jeg også for noget tid siden, men nu er økonomien mere holdbar ;). Hold kæft mand jeg glæder mig til at få det i stand. Også sammen med en fladskærm der også er bestilt og et mediecenter der blot venter på fladskærmen. Anlæg og højttalere går i den rigtig retning ift. artiklens pointe, resten den modsatte. Og hvad med mine iPods? Dem forlader jeg jo næsten ikke hjemmet uden!

Det er lidt skræmmende.

onsdag den 19. september 2007

Andrew Bird - Okkivil uden EMO

Du fik noget Andrew Bird af mig på Julen '87 dvd'en, og fik Armchair Apocrypha før det. Armchair Apocrypha er ganske god, omend der mangler noget 'ekstra'. Jeg har siden jeg gav dig det album lyttet noget til den tidligere Andrew Bird & The Mysterious Production Of Eggs, og den lader til at være en tand bedre.

Der hvor jeg vil hen er, at Andrew Bird til tider lyder lidt som Okkivil River - uden emo - og dermed også lidt som Shearwater. I stedet for at være hjertensskærende smukt, ømt & inderligt, er det i stedet mere bøsse'd på den ikke-alt-for-overdrevne Rufus Wainwright-agtige måde. Det er godt. Rigtig godt. Prøv at lyt til "Sovay" og sig at det ikke er noget for dig, svanse!

I øvrigt er Release the Stars (Rufus's nyeste) ganske god. Tyskerhömöballadepop!

Men du vil nok aldrig lære at sætte rigtig pris på en sang der tager mere end et par lyt at komme ind på livet af, og som ikke har et ualmindeligt catchy pop-tema el. lignende. Ta' bare Bonnie "Prince" Billy! (I See A Darkness fik i øvrigt 10,0 af pitchfork). Ak ja.

Nå, men hvad siger du egentlig til ham Bird? Jeg vil høre Bonnies mørke. Blev helt tændt på det oven på denne smøre.

mandag den 17. september 2007

Morten vs Thor Part 2

Okkervil River: The Stage Names

Thor's valg. - Opfølgeren på Indie-gennembruddet Black Sheep Boy fra frontmand og pop-helt Will Sheff.

Thor om Okkervil River – The Stage Names

Karakter(er dette virkeligt nødvendigt?): 8 westernguitarer ud af 10

Da “Our life is not a movie or maybe” dukkede op som digital forløber for The Stage Names var jeg mildest talt euforisk. Ikke kun fordi at dette stykke energi-ladede power-pop i sig selv var fantastisk - med sin sjælefulde, iørefaldende melodi i musical-agtige rammer der slægter en films dramatiske udsving, og ikke mindst Will Sheff’s halsforvridende skrål, som de kun før er hørt live – men fordi det lovede om at Okkervil River ville tage deres musik i en retning jeg ikke slet ikke havde turdet håbe på.

- En udvikling der gav mening når man tog mellemspilleren The President is Dead fra ”overboard and down” EP’en I betragtning, hvor Okkervil også præsenterede en mere iscenesat fortælling der på lignende vis byggede op mod et orkestralsk klimaks, mens den malede en abstrakt, filmisk episode.

At Will Sheff gik mere teatralske veje - noget meget ulig kunstnere der når forbi deres fjerde plade, særligt hvis de allerede finder deres fanskare blandt den moderne indie-bølge - ville også give god mening givet hans tydelige talent som pop-smed der ikke kan holdes nede af hverken deres stempel som ’indie-band’, eller det dystre, melanskolske ’Black Sheep Boy’ album, som Sheff selv har udtalt var et lidt anstrengt kunstnerisk forsøg.

Jeg kan godt løfte sløret for at forventningerne ikke helt blev indløst. The stage Names var ikke den storladne pop-opera som jeg havde håbet på, og ”Our Life is not…” er uden sammenligning pladens stærkeste nummer. Albummet har ikke nogen dårlige numre, men er stilmæssigt lidt ujævn, og mangler bandets sædvanlige skarphed i produktionen af sangene, da disse til tider kan være en tand for polerede. Andre sange som ‘Savannah Smiles’ og ‘You can’t hold the hand of a rock & roll man’ har deres charme er de under deres sædvanlige standard og lidt for forglemmelige til at være med på en plade der kun indeholder 9 nye sange.

Det sagt, er ’Plus Ones’ en trademark Will Sheff sang - med det typiske hoppende, akkord-drevede vers - og én af de bedste, mest fængende af slagsen han har skrevet. Hvis man derudover kan overvinde den noget atypiske, ordinære rock-servering af både ’Unless it Kicks’, og ’A hand to take hold of the scene’ er disse to stærke emotionelt ladede numre, der viser bandet prøve noget nyt og lykkes med bravour. ’A girl in port’ er det nummer der er vokset mest på mig, og oplagt setlist-materiale, som jeg forventer at stå og synge med på, når jeg skal se dem i Lee’s Palace her i Toronto på fredag…

Det er i det hele taget forfriskende at Okkervil River ikke er bange for at være cheesy i deres kunstneriske udtryk, og gå den vej der føles naturlig for dem. Desværre er lidt af deres uslebne charme gået tabt i forløbet; et tradeoff der næsten er umuligt at balancere.


Nåhja, og så synes jeg at det er sjovt at du, Morten, bedst kan lide ’John Allyn…’ som er der hvor de skifter over i et Beach Boys cover, nemlig ’Sloop John B’ fra Pet Sounds. Det kan være du skulle smutte ud og købe den plade alligevel så, det må jo være noget for dig.
Men jeg er enig med dig, det er et brag af en version de spiller af sangen.

God fornøjelse på Loppen, med den energi de normalt spiller med kommer de til at blæse graffitien af toiletdøren.


Download Okkervil River Mp3'er HER
Hør nyere sange på deres Myspace, indtil http://www.okkervilriver.com/ kommer op at køre igen.

fredag den 7. september 2007

Okkivil River - The Emo Names

Karakter: 3/10
(hint: <50% betyder dumpet)

Dette album bliver alle fanboys' og bloggers "det må jeg bare skrive om og rose til skyerne"-album. Derfor er det meget naturligt at jeg må bryde med lemming-effekten og vise, at der skal mere end en genkendelig melodi til at redde en sang - og et album.

Til at starte men kan jeg liste de gode ting ved albummet:
- deres tidligere LP og EP i Black Sheep Boy-serien.
- bandnavnet
- at der er lavet en demo af albummet med nedbarberede sange, da man vidste at selve albummet var for meget

Og så til de dårlige ting:
- man får ikke lyst til at købe den
- jeg så Thor rave sig selv i skridtet op til flere gange mens vi hørte den på Highway 11 northbound.
- emo i små doser kan være godt (hint: The Good Life's Album of the Year's åbner er fantastisk), men med dette album er smertegrænsen overskredet.
- intet ny frembringes og fokus er på mainstream rocklyd

"Savannah Smiles" kunne være en god sang, hvis ikke den var så kedelig og ikke havde så dumt et navn. Det tætteste vi kommer på en langtidsholdbar sang på albummet. Men Sheff har ikke Meiburg ved sin side, og derfor bliver det aldrig rigtig interessant.

"Plus Ones" har gode takter, (=minder om BSB), men lyder mere som en kopi af end en fortsættelse heraf.

"John Allyn Smith Sails" er OK, da den starter enden på albummet og ikke skriger for meget i ørerne.

Resten af sangene er desværre for homoemo til rigtig at røre ved.

Alligevel står jeg med øl-briller og et stort smil når de spiller på Loppen senere på året.

Morten