(hint: <50% betyder dumpet)
Dette album bliver alle fanboys' og bloggers "det må jeg bare skrive om og rose til skyerne"-album. Derfor er det meget naturligt at jeg må bryde med lemming-effekten og vise, at der skal mere end en genkendelig melodi til at redde en sang - og et album.
Til at starte men kan jeg liste de gode ting ved albummet:
- deres tidligere LP og EP i Black Sheep Boy-serien.
- bandnavnet
- at der er lavet en demo af albummet med nedbarberede sange, da man vidste at selve albummet var for meget
Og så til de dårlige ting:
- man får ikke lyst til at købe den
- jeg så Thor rave sig selv i skridtet op til flere gange mens vi hørte den på Highway 11 northbound.
- emo i små doser kan være godt (hint: The Good Life's Album of the Year's åbner er fantastisk), men med dette album er smertegrænsen overskredet.
- intet ny frembringes og fokus er på mainstream rocklyd
"Savannah Smiles" kunne være en god sang, hvis ikke den var så kedelig og ikke havde så dumt et navn. Det tætteste vi kommer på en langtidsholdbar sang på albummet. Men Sheff har ikke Meiburg ved sin side, og derfor bliver det aldrig rigtig interessant.
"Plus Ones" har gode takter, (=minder om BSB), men lyder mere som en kopi af end en fortsættelse heraf.
"John Allyn Smith Sails" er OK, da den starter enden på albummet og ikke skriger for meget i ørerne.
Resten af sangene er desværre for
Alligevel står jeg med øl-briller og et stort smil når de spiller på Loppen senere på året.
Morten
Ingen kommentarer:
Send en kommentar