onsdag den 19. september 2007

Andrew Bird - Okkivil uden EMO

Du fik noget Andrew Bird af mig på Julen '87 dvd'en, og fik Armchair Apocrypha før det. Armchair Apocrypha er ganske god, omend der mangler noget 'ekstra'. Jeg har siden jeg gav dig det album lyttet noget til den tidligere Andrew Bird & The Mysterious Production Of Eggs, og den lader til at være en tand bedre.

Der hvor jeg vil hen er, at Andrew Bird til tider lyder lidt som Okkivil River - uden emo - og dermed også lidt som Shearwater. I stedet for at være hjertensskærende smukt, ømt & inderligt, er det i stedet mere bøsse'd på den ikke-alt-for-overdrevne Rufus Wainwright-agtige måde. Det er godt. Rigtig godt. Prøv at lyt til "Sovay" og sig at det ikke er noget for dig, svanse!

I øvrigt er Release the Stars (Rufus's nyeste) ganske god. Tyskerhömöballadepop!

Men du vil nok aldrig lære at sætte rigtig pris på en sang der tager mere end et par lyt at komme ind på livet af, og som ikke har et ualmindeligt catchy pop-tema el. lignende. Ta' bare Bonnie "Prince" Billy! (I See A Darkness fik i øvrigt 10,0 af pitchfork). Ak ja.

Nå, men hvad siger du egentlig til ham Bird? Jeg vil høre Bonnies mørke. Blev helt tændt på det oven på denne smøre.

3 kommentarer:

Thor sagde ...

Armchair Martian havde sin charme, men fangede mig aldrig rigtig efter de 8-10 lyt. Han lader dog til at have melodierne, så måske skal jeg fange hans live-show her til oktober, for at se om det giver nytliv til musikken.

Jeg har lagt den der 'eggs' ind på min mp3er, så må vi se. Jeg har ikke kunnet genkende Okeervil R - relationen endnu ihvertfald.

Morten sagde ...

Jeg tror lige at jeg løber ned til Ali og henter en Bounty!

Morten sagde ...

Årh, mand. Det skulle jeg ikke have gjort. Den Bounty fik mig til at gå mega sukkerkold på løbeturen - senest oplevet så kraftigt i efteraaret 2003. Jow jow.

Men jeg havde Andrew Bird i ørerne og det var godt. Han er sådan en type der ikke laver vidunderlige albums, men bare nogle rigtig gode af slagsen med nogle rigtig gode numre ind i mellem. Men der er et stykke vej op til Mestrene (dem kan vi battle om den dag du får hørt dem!). Alligevel fortjener hans albums en solid plads i min pladesamling.