Thor om Shearwater – Palo Santo (Extended Edition)

Kære Morten,

Jeg tror allerede du ved hvad der for mig er et primært savn ved den nye Shearwater plade… Hvor er Will Sheff? Mine favoritter fra tidligere plader er uden tvivl mange af hans umisgenkendelige, catchy og bouncy indie-pop sange; - her er der ingen ’The convert’ eller ’A makeover’, der bar Mr. Sheffs trademark up-tempo, vokale dans over sine hurtige akkordskift, - og ind-i-helvede iørefaldende karakter.

Ja, disse er savnet, men fra et kunstnerisk synspunkt er det i dette tilfælde nu et urimeligt savn; det svarer til en 9-årig knægts ønske om pomfritter til hvert eneste måltid, uden at sætte pris på den æstetiske helhed.

Og helheden på Palo Santo beviser i den grad at Shearwater er Jonathan Meiburg’s projekt. Væk er Will Sheff’s travle melodier der oftest lige så godt kunne høre hjemme på en Okkervil River plade, og efterladt er Meiburg's smukke underspillede kompositioner der siden Winged Life har tigget om at stå alene i et mere helstøbt koncept som Palo Santo.

Hans vokal er grædende men kraftig, og betror sig langt mere på at trække tonerne ud over pladens simple, vemodige melodier, der til tider minder mig om præste-hymner sat i en moderne kontekst. Kombineret med en meget klassisk brug af klaver, banjo og guitar iscenesættes en autentisk folk-lyd, tilsat skudefulde af melankoli, sjæl og rock.

Jeg ser det også relevant at kommentere på at denne plade er en opdateret udgave af det oprindelige album udgivet sidste år. For mig beviser det hvad en god produktion kan gøre. At noget ikke er ’lo-fi’ betyder ikke nødvendigvis at det er ’glatpoleret’ eller tager fokus væk fra selve sangen. Skivens absolout stærkeste nummer, ’Red Sea, Black Sea’, har aldrig lydt så fucking godt som i dets nyeste inkarnation. En sang med så meget energi er bedre tjent at være iklædt en rummelig lyd der bringer orkestrationen frem i billedet, - og tilsvarer sangens styrke. Det har Meiburg også indset, og derfor var det blandt de numre der blev genindspillet, sikkert for at gengive lyden fra deres live-optrædener.

Med stort opslåede sange som ’Red Sea…’(01:59 inde i sangen er et klimaks der SKAL høres), og ’Johnny Viola’, der begge buldrer af sted i faretruende tempo, viser han sit stærke talent for fængende rock-orgier, mens de to himmelsk skramlende ’Seventy-four, Seventy Five’ og ’Hail Mary’ er befriende i deres vrede intensitet. På ballade-siden er ’La dame et la licome’ et stærkt åbningsnummer - og et perfekt eksempel på Shearwaters kærlighed (og talent for) at lade sangenes momentum bygge langsomt, men effektivt op – mens ’Nobody’ er en simpel men genial lille fængende perle med et smukt guitar tema.

Det sagt, har Shearwaters bedrifter på denne plade ikke resulteret i en ny favorit for mit vedkommende, da hans minimalistiske sangskriveri i mine øjne altid har været et Hit eller Miss. Det vil sige at alle de sange jeg ikke har nævnt finder jeg røvkedelige.

Det er sjældent nok at gengive en specifik lyd eller følelse i en sang, melodien skal følge med; og der er ikke meget melodi at hente i disse sange. Hvor blidt, intenst eller oprigtigt Meiburg end synger dem er det kedeligt, ofte med lange repetitive sekvenser. ’Sing little birdie’ er f.eks. ganske unik og et udmærket forsøg på en tidsløs ballade, men er i sidste ende bare en kontinuer gentagelse af samme monotone vers. Det samme gælder ’Failed Queen’ hvor der absolut intet sker på de seks minutter sangen varer; - jeg har svært ved at se hvordan de to liniers melodi skal kunne stimulere nogen mennesker. Ja, det lyder godt, og skide smukt, men det gør fuglesang og børnelatter også.

- Nåhja, og så er du bøzz'...