Årets albums 2009, korrekt version

Jeg har faktisk hørt ret meget nyt musik i år, og tilmed gjort mange opdagelser, af hvilke mange kom som overraskelser, rent stilmæssigt...

Det er nok specialeperioden der har hjulpet på det, og har givet mig mulighed til dels at overspringshandle en del, samt få lyttet plader i bund. Derudover torrenter jeg fra tid til anden indie-playlister, der samler sange fra 120-150 nyudgivne kunstnere af gangen. Så er jeg også blevet medlem af en engelsk Indie-pladeklub (gave fra Dave & Laura): http://www.thealbumclub.com/, der sender mig en ny CD hver måned, som jeg ikke ved hvad er, før jeg modtager den. MEGA-FEDT og old-school... Den første var Local Natives, som jeg modtog idag, og det er ikke helt så slemt endda. Lidt åbenlyst Fleet Foxes rip-off, men det behøver ikke være dårligt.

Nåh, til pladerne:

Frightened Rabbit - Quietly Now (Live)
Frightened Rabbit er de nye Okkervil river. Det er rimeligt flabet at udgive en live version af deres sidste plade, Midnight Organ Fight fra sidste år, men den er faktisk bedre på flere punkter, og jeg lytter mest til dem live nu. Endeløs melodi og intensitet og en fantastisk evne til at opbygge momentum i sangende. Årets opdagelse, årets plade.

Mumford & sons - Sigh no more
Endnu et skotsk folk-band, med samme sans for drama og følelse, men med lidt mere autentisk lyd, mindre pop og meget meget mere banjo.

Red Light Company
Hver gang jeg vender tilbage til denne plade, bliver jeg overrasket over hvor god den er, og hvorfor jeg ikke hører den noget mere. Storladen emo-powerpop men med en meget ægte lyd og sans for originale arrangementer og sange. Og så med nøgne teenagere på coveret, yæs!
















Moneybrother – Real control
Måske hans bedste plade, som helhed. Ekstremt catchy og så alligevel skæv pga hans underlige stemme, som at høre en obskur punk-forsanger synge Abba og Madness sange... Kanon koncert i Malmø, han kan ikke skrive en dårlig sang efterhånden.

Handsome Furs - Face control
Pudsigt at jeg startede med at hade denne skive. Ved første lyt, lyder det som en fortyndet udgave af Wolf Parade indtil man kommer ind på sangene. Jeg har nok lidt allergi overfor elektro-agtige trommer, men hans stemme, guitar og sange løfter det til et højere niveau.

Mayer hawthorne - a strange arrangement
Super fed indie retro-soul. Det lyder som om den er blevet optaget i 1966. Den er lidt hurtigt overstået og en smule 'let' på visse punkter, men den holdbarhed viser sig stadig stærk.

Regina Spektor – Far
Hun er mega-weird, men mega-charmerende. Der er lidt lo-fi Kate Bush over det. Østeuropæisk klaver-indie, ja tak.

Steel Panther - Feel the steel
Et 80'er puddelheavy revival band, der ligner røvhuller og synger om at kneppe asiatiske ludere, fede kvinder, grimme kvinder og strippere. Det er set før. Men den er hammer-godt produceret og sangene er bedre end langt det meste ligegyldige bras på markedet.

Hot Leg - Red Light Fever
Den skuffede ikke. Glam-rock der tager kærligheden for KÆMPE 80'er rocksange endnu længere end The Darkness.

La Roux
Ok, jeg er lidt træt af den nu, men den repræsenterer sgu kæmpe talent for rendyrket pop, med retro-flair. Måske ikke så meget dybde som jeg først troede.

Boblere:
The Littlest Viking - Labor & Lust
Instrumental støjpop. Jeg vil vildt gerne kunne lide denne plade.

Tom Waits - Glitter & Gloom - ikke hørt endnu, kommer vel også på vores begge?

Årets albums 2009

A.C. Newman - Get Guilty
Jeg er i tvivl om hvorvidt den rent faktisk er bedre end debuten. Men jeg har altid en svaghed for debuter, så måske ikke. Men knaldgod, det er den. Sådan skal indiepop/rock lyde.

Bill Callahan - Sometimes I Wish We Were An Eagle
Elsker den mørke, stemningsfulde og nogle gange åbenbarende stemme og musik. Solid og skæv singer/songwriter?

Mirah - (a)spera
Min yndlingslebbe leverer hendes mest helstøbte album med masser af Mirah, The Microphones/Mount Eerie stemning og -melodier.

Sunset Rubdown - Dragonslayer
Det er måske forbudt at sige, men det er lige før at det er deres bedste udgivelse. Jeg må have hørt den 50 gange eller noget. Og så er jeg hemmeligt forelsket i hende der Camille. Og også lidt Spencer.

Det må været årets album.

Yo La Tengo - Popular Songs
Endnu en omgang "sådan skal indierock lyde". Skæv, ligetil og charmerende.



Det var ikke mange rigtig gode plader og bestemt et fattigt musikår, i hvert fald på nuværende tidspunkt. En del større navnet har ikke rigtig bidt sig fast og en del har jeg slet ikke gidet lytte til. Jeg har måske også hørt mindre musik fra i år end jeg sidste år hørte musik fra samme år fordi jeg ikke bruger mediecenteret så meget mere til at lytte til musik, nu hvor Lise jo også skal kunne være her (og hun hører altzå lidt kedeligere musik end jeg ofte gider).